Tanker om kundeservice
31. august 2010
Jeg hader teenagere!
Eller for at præcisere lidt: Jeg hader ikke teenagere (hvis man tænker på hvordan jeg var som teenager, ville det faktisk også være ret hyklerisk), men jeg hader at blive betjent af dem. Teenagere giver dårlig service. Og man kan vel heller ikke forvente andet. Så det er ikke så meget teenagerne jeg er sure på, det er mere dem der der ansætter teenagere i servicefag jeg er sur på.
Nogle steder forventer jeg at få dårlig service. Når jeg handler i Netto bliver jeg altid lidt skuffet hvis der ikke sidder en livstræt teenager ved kassen og dovent kaster mine varer henad båndet.
Men når jeg betaler i omegnen af 50,- for en kop kaffe så forventer jeg altså også at den er lavet ordentligt. Og at mælken ikke er brændt og smager bittert. Og at hende der betjener mig måske har gidet at lære forskellen på en latté og en cappucino.
—
Jeg hader reklameuniverser. Måske grinte jeg lidt af Polle fra Snave (mest fordi jeg boede i Assens da de kom frem), men nu har vi altså set dem. Tænk hvis firmaer brugte lige så mange penge på at sørge for at jeg fik en ordentlig service og et rigtig godt produkt som jeg gladeligt fortalte alle i min omgangskreds om, som de bruger på at få mere eller mindre kendte mennesker til at opføre sig fjollet i fat suits i den bedste sendetid.
—
Jeg hader at komme ind i en butik og ekspedienten ikke kan finde ud af at lave bare en simpel behovsanalyse. Når det sker, og det sker tit, så kan jeg ikke forstå at visse butiksfolk ikke kan forstå at de ikke kan konkurrere med internetbutikker. Fysiske butikker har i hvert fald to mulige fordele frem for internettet:
- Jeg får varen med det samme
- Jeg får en venlig og kompetent betjening
Men når butikker ikke gider at betale for at have ordentlige medarbejdere så kan jeg heller ikke få venlig og kompetent betjening og så er spørgsmålet jo hvor meget jeg er villig til at betale for at få varen med det samme. Og med mindre jeg er meget sulten og du sælger mad så er det ikke ret meget.
—
Jeg hader telefonsystemmenuer (og det er deres officielle navn). Dem hvor man ‘for hurtig ekspedition indtast venligst dit telefonnr.’ – og man ved bare at det første den person man kommer igennem til spørger om er ens telefonnr. – En kort overgang havde jeg Telenor som internetleverandør. Så prøvede jeg at skulle taste mig igennem deres telefonmenu. Den var 4 eller 5 niveauer dyb. Næste dag skiftede jeg leverandør.
For nylig ringede jeg til en restaurant i Odense for at bestille et bord. Computeren tog telefonen og sagde på klingende fynsk at for at reservere bord skulle jeg trykke ‘10’. That’s it. Det var hele menuen. 1 valgmulighed. Én. Hvorfor så ikke bare lade telefonen ringe? Evt. have en svarer der fortæller at man desværre er travlt optaget, men hvis man lægger sit nr. så bliver man ringet op lidt senere?
—
Jeg hader jeg når sælgere/ekspedienter siger at de “selv har sådan en derhjemme”. Jeg er ked af at sige det, men det er ikke et kvalitetstempel. Jeg køber den ikke for at komme til at ligne dig. Plus at selv om det måske passer så tror jeg ikke på det.