Brug lang tid på at undre dig over hvordan romere kan være så velklædte, casual og utrolig cool – det er ret skræmmende for en bleg, tyndfed dansker i praktiske sko.
Lær navnene på forskellige kødtyper og grøntsager, så ved du hvad du spiser. Og hold dig væk fra alle restauranter med skilte med billeder af mad. Brug sidegaderne, man kommer langt med fagter og et ‘grazie mille’ eller to.
Opfør dig ordentligt! Hvad sker der for voksne mennesker ligeså snart de får et kort i hånden og et kamera over skulderen?
Tag hen på ‘Campo de Fiori’, find ‘kødmanden’ – ham der har en lille vogn, fyldt med kød. Køb en panini con porchetta, en lille bid af himlen.
Vær glad for at dit eget toilet er renere end et offentligt toilet i Rom – og hvis det ikke er så gå ud og gør det rent. Nu.
Eller for at præcisere lidt: Jeg hader ikke teenagere (hvis man tænker på hvordan jeg var som teenager, ville det faktisk også være ret hyklerisk), men jeg hader at blive betjent af dem. Teenagere giver dårlig service. Og man kan vel heller ikke forvente andet. Så det er ikke så meget teenagerne jeg er sure på, det er mere dem der der ansætter teenagere i servicefag jeg er sur på.
Nogle steder forventer jeg at få dårlig service. Når jeg handler i Netto bliver jeg altid lidt skuffet hvis der ikke sidder en livstræt teenager ved kassen og dovent kaster mine varer henad båndet.
Men når jeg betaler i omegnen af 50,- for en kop kaffe så forventer jeg altså også at den er lavet ordentligt. Og at mælken ikke er brændt og smager bittert. Og at hende der betjener mig måske har gidet at lære forskellen på en latté og en cappucino.
—
Jeg hader reklameuniverser. Måske grinte jeg lidt af Polle fra Snave (mest fordi jeg boede i Assens da de kom frem), men nu har vi altså set dem. Tænk hvis firmaer brugte lige så mange penge på at sørge for at jeg fik en ordentlig service og et rigtig godt produkt som jeg gladeligt fortalte alle i min omgangskreds om, som de bruger på at få mere eller mindre kendte mennesker til at opføre sig fjollet i fat suits i den bedste sendetid.
—
Jeg hader at komme ind i en butik og ekspedienten ikke kan finde ud af at lave bare en simpel behovsanalyse. Når det sker, og det sker tit, så kan jeg ikke forstå at visse butiksfolk ikke kan forstå at de ikke kan konkurrere med internetbutikker. Fysiske butikker har i hvert fald to mulige fordele frem for internettet:
Jeg får varen med det samme
Jeg får en venlig og kompetent betjening
Men når butikker ikke gider at betale for at have ordentlige medarbejdere så kan jeg heller ikke få venlig og kompetent betjening og så er spørgsmålet jo hvor meget jeg er villig til at betale for at få varen med det samme. Og med mindre jeg er meget sulten og du sælger mad så er det ikke ret meget.
—
Jeg hader telefonsystemmenuer (og det er deres officielle navn). Dem hvor man ‘for hurtig ekspedition indtast venligst dit telefonnr.’ – og man ved bare at det første den person man kommer igennem til spørger om er ens telefonnr. – En kort overgang havde jeg Telenor som internetleverandør. Så prøvede jeg at skulle taste mig igennem deres telefonmenu. Den var 4 eller 5 niveauer dyb. Næste dag skiftede jeg leverandør.
For nylig ringede jeg til en restaurant i Odense for at bestille et bord. Computeren tog telefonen og sagde på klingende fynsk at for at reservere bord skulle jeg trykke ‘10’. That’s it. Det var hele menuen. 1 valgmulighed. Én. Hvorfor så ikke bare lade telefonen ringe? Evt. have en svarer der fortæller at man desværre er travlt optaget, men hvis man lægger sit nr. så bliver man ringet op lidt senere?
—
Jeg hader jeg når sælgere/ekspedienter siger at de “selv har sådan en derhjemme”. Jeg er ked af at sige det, men det er ikke et kvalitetstempel. Jeg køber den ikke for at komme til at ligne dig. Plus at selv om det måske passer så tror jeg ikke på det.
Jeg kan godt forstå det er irriterende at der står cykler og spærrer for din flotte udstilling, men det giver dig jo ikke ret til at stjæle en cykel. Og det gælder jo ikke bare at sige at du ikke har noget ansvar. Selvfølgelig har du et ansvar. Jeg kan jo bare gå ind i din butik og tage nogle varer og gå igen uden at betale. Selvom jeg har et lamineret kort om halsen hvor der står:
Jeg er pendler. Hver måned tropper jeg troeligt op hos billetkontoret på Århus banegård for at forny mit periodekort. Nogle gange, fx. efter ferier er jeg nød til at være der i lidt bedre tid end andre for at nå at købe mit kort inden toget kører. Jeg kunne selvfølgelig bare købe mit kort et par dage før, og det er også tit min intention, desværre er jeg lidt glemsom så det er aldrig lykkedes mig at forny mit periodekort før tid.
Heldigvis har vi jo internettet. Hvad kunne være nemmere end at forny kortet online og så hente det i en automat på stationen. Da automaterne ikke er underbemandede er der altid væsentlig mindre kø hos dem. Det er hvad man kunne kalde en win-win situation. DSB slipper for at have folk ansat til at betjene mig og jeg slipper for at stå i kø. Hvorfor prøver DSB så at sabotere det?
For at forny sit periodekort online skal man åbenbart være medlem af DSB +more. Men heldigvis er det sjovt, for som de skriver: “Som medlem af +more får du en række fordele, der gør hverdagen som pendler nemmere og sjovere”. Det er muligt at +more ville gøre min hverdag nemmere og sjovere. Jeg får det aldrig at vide for jeg gider ikke være medlem af deres spamklub (jeg tvivler også seriøst på at det passer).
Anden del af sign up formular til DSB +more
Åbenbart er det af yderste vigtighed at DSB får lov til at spamme mig med “fx. tilbud, konkurrencer”. Og det gælder ikke bare DSB. Næ, ‘Rejsekort’ skal da også have lov at spamme mig. Og hvem ved hvilke firmaer der indgår i ‘DSB-koncernen’. Og det er ikke kun spam via email, næ nej. Potientalet i SMS og MMS er åbenbart for stort til at lade ligge. Og så smider de lige “og lignende” ind til sidst. Altså et carte blanche til at spamme mig med alt hvad de har på alle platforme, nutidige og fremtidige.
Og hvis jeg ikke accepterer så kan jeg ikke få lov til at forny mit periodekort online. Stay classy DSB.
Jeg er træt af reklamer. Virkelig. De syntes at fylde mere og mere og de irriterer mig helt sikkert mere og mere. Min opgang er fyldt med reklamer – det er åbenbart ikke alle der gider stå i kø i 20 min på posthuset for at få et klistermærke – og til hvad nytte? Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har kigget i et tilbudskatalog. Mit tv er fyldt med reklamer, hvis jeg var sådan en der optog programmer fra tv ville jeg aldrig få hverken starten eller slutningen med hvis jeg tog programoversigtens tidspunkter for gode varer. Min browser er fyldt med reklamer, jeg kan ikke gå ind på en avis’ webside uden at min. halvdelen af min skærm er en stor blinkende flashreklame. Min togtur er fyldt med reklamer, jeg kan ikke sidde og blunde om morgenen uden at blive irriteret af Arrivas nye skærme. Jeg er omgivet af reklamer så godt som 24/7, og jeg er træt af det.
Hvorfor er jeg så omgivet af reklamer? Det er jo fordi der er nogen der vil betale, og betale godt, for min opmærksomhed. Det er vel almindeligt kendt at reklamer virker. Hvorfor skulle kloge og dygtige mennesker, ansat i succesfulde og profitable virksomheder ellers bruge mia. af marketingkroner på reklamer? For jeg er jo forbruger. Jeg køber ting. Også ting der reklameres for. Jeg er ikke hverken klogere eller mindre modtagelig overfor reklamer end de fleste. Det er vel det bedste bevis på at reklame virker. Eller gør det? Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har kigget i et tilbudskatalog. Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har købt noget på baggrund af en tv-reklame. På den anden side, når jeg køber ind er jeg tilbøjelig til at købe de varer supermarkedet har bestemt sig for at sælge. De varer der har den bedste placering og de varer der præsenterer sig bedst. Og det er selvfølgelig også reklame. Firmaer betaler gode penge for at få den bedste placering i den lokale Kvickly. Jeg køber også ofte produkter der bliver anbefalet til mig af venner og bekendte. Produkter der ad den vej får et kvalitetsstempel de ellers ikke ville få. Og hvis jeg en gang har købt et bestemt produkt eller mærke og jeg er tilfreds med det, er det ret sikkert at jeg køber samme produkt eller mærke igen. Og jeg ser også mere positivt på reklamer for og fra disse mærker.
Så lige for at opsummere; Jeg er træt af reklamer, undtagen når de er fra produkter/mærker jeg i forvejen er glade for og/eller de bliver anbefalet af folk jeg kender. Reklamer i supermarkedet irriterrer mig åbenbart heller ikke synderligt. Hvad er så problemet?
Problemet er at jeg er omringet, jeg bliver omklamret af reklamer jeg ikke vil have. Og så er der ikke langt til at jeg ikke vil købe produkter hvis reklamer irriterer mig. Og jo mindre jeg køber, jo mere er produktet nød til at reklamere. Så har vi først balladen.
Tænk hvis marketingfolk brugte flere ressourcer på at få deres reklamer accepteret af mig. Hvis de brugte flere kræfter på at få min omgangskreds til at anbefale et produkt. Hvad hvis de brugte flere ressourcer på at være sikker på, at hvis jeg først havde købt deres produkt så ville jeg blive så tilfreds at jeg ikke kunne finde på at skifte til et andet mærke. Men hvordan skal de gøre det uden at reklamere? Ja, det er vel det de får deres hyre for. De kunne jo fx. starte med at læse en oldie but goodie.
Og à prospos permission marketing; hver eneste gang der kommer noget op i medierne omkring ‘Nej Tak’-ordningen, og om den ikke skulle laves om til en ‘Ja Tak’-ordning er der en eller anden fra dagligvarebranchen der skynder sig at sige at ‘danskerne skam elsker deres tilbudskataloger og hvis ingen læste dem ville de heller ikke bruge penge på at sende dem ud’. Her kunne man jo indvende at det ofte er branchens leverandører der betaler for katalogerne. Det er ikke gratis for Carlsberg at få deres øl og Coca-Cola i Brugsens tilbudsavis. En anden indvending kunne jo være at hvis danskerne er så glade for katalogerne og ikke kan leve uden – så ville de nok heller ikke have noget i mod at have et klistermærke på deres postkasse der fortalte budet at her var reklamer velkomne.
Mit gæt er at hvis folk skal til at gøre en aktiv indsats for at få deres reklamer så opdager de måske at de godt kan leve uden. Og det kan annoncørene, og især medierne, ikke leve med (og af).
